Udfyldning er gratis. Betaling sker først når du henter dokumentet.
Det juridiske navn som registreret i CVR — ikke binavn eller varemærke.
Otte cifre. Bruges til at forudfylde navn og adresse.
Arbejdspladsvurderingen skal omfatte samtlige ansatte.
Sygefraværet er ikke inddraget. Det er den fejl vi ser oftest, og den har en god forklaring: sygefraværet står ikke i arbejdsmiljølovens § 15 a. Det står kun i bekendtgørelsen. Læser man loven og stopper der, får man en arbejdspladsvurdering med tre elementer i stedet for fire.
Handlingsplanen mangler seks af de syv oplysninger. Bekendtgørelsen kræver art, alvor, omfang, årsager, hvornår, hvordan og hvem. De fleste planer beskriver kun hvad der skal gøres, og hvem der gør det. Årsagerne og omfanget springes typisk over, fordi de føles som forklaringer frem for handling — men de står i teksten.
Der arbejdes efter »de fem faser«. Femfasemodellen stammer fra tidligere regler. Den gældende bekendtgørelse har fire elementer, og de to første — det der før hed kortlægning og vurdering — er nu ét: risikovurdering foretaget på baggrund af en afdækning.
Treårsfristen regnes fra dokumentets dato. Fristen løber fra afdækningen af arbejdsmiljøforholdene. Bliver dokumentet skrevet rent et halvt år senere, flytter det ikke fristen.
Kun problemerne er skrevet ned. Risikovurderingen skal dække arbejdsmiljøforholdene. Er et forhold gennemgået og fundet i orden, hører det med — ellers kan man ikke se forskel på det der blev vurderet, og det der aldrig blev set på.
Arbejdsmiljøorganisationen har deltaget, men har ikke påtegnet. Bekendtgørelsen anviser påtegningen på handlingsplanen som dokumentationen. Deltagelse der kun står i et mødereferat, er ikke dokumenteret på den måde reglerne beskriver.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse forveksles med arbejdspladsvurderingen. Det er to pligter med hver sin frist. Drøftelsen skal holdes hvert år, og arbejdsgiveren skal skriftligt kunne dokumentere at den har fundet sted.
Skal hele arbejdspladsvurderingen være skriftlig? Nej. Bekendtgørelsen kræver en skriftlig behandlingsmåde og en skriftlig handlingsplan. Det er handlingsplanen der skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for Arbejdstilsynet. At vi samler det hele i ét dokument er et valg, ikke et krav — men det er dét et tilsyn kan læse i én omgang.
Vi har kun én ansat på deltid. Gælder det os? Ja. Pligten indtræder ved den første ansatte, og der er ingen nedre grænse for timetal eller virksomhedsstørrelse.
Vi har ingen arbejdsmiljøproblemer. Skal vi så lave noget? Ja. Vurderingen skal gennemføres uanset resultatet. Er alle konstaterede problemer løst med det samme, kan handlingsplanen være tom — men det skal fremgå udtrykkeligt at det er konklusionen. Ellers ligner en tom plan en uudfyldt plan.
Hvor detaljeret skal risikovurderingen være? Reglerne siger det ikke. De siger at vurderingen skal gennemføres under hensyntagen til arbejdets art, arbejdsmetoderne, arbejdsprocesserne og virksomhedens størrelse og organisering. Et kontor med fem ansatte og et værksted med halvtreds er derfor ikke det samme — men begge skal dække samtlige ansatte.
Kan vi få en konsulent til at lave den? Ja, og bekendtgørelsen forudsætter det udtrykkeligt, hvis I ikke selv råder over den fornødne indsigt. Men ansvaret for at vurderingen bliver gennemført, og at kravene er opfyldt, bliver hos arbejdsgiveren.
Vi har flere adresser. Skal vi lave én pr. sted? Reglerne kræver ikke ét dokument pr. adresse. De kræver at vurderingen omfatter samtlige ansatte, og at den tager hensyn til arbejdsstedet. Er forholdene reelt forskellige fra sted til sted, skal forskellene fremgå — uanset om det står i ét dokument eller flere.
Hvad koster det at lade være? Overtrædelse af § 15 a kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1. Vi kan ikke sige hvad et konkret bødeniveau er — det afhænger af sagen, og det afgør domstolene.